GLÆDELIG PÅSKE!

Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i dødninghaven
blomster spire for vor fod!
Englevinger på vor grav
for den brudte vandringsstav!
Palmefugl1 for askekrukke!
Frydesang for hule sukke!´

Solen sortned, da han blegned,
som for os udgød sit blod,
graven lyste, mørket segned,
da forklaret han opstod.
Ton, vor lovsang, højt i sky,
sødt i påske-morgengry:
Jesus Kristus er opstanden!
Evig lever Guddoms-manden!´

Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet.

Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
»Synder! Adam! hvor er du?«
Sødt det toner, engle tie:
»Her er Frelseren, Marie!«

Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.

 

Joh 20,11-18
N.F.S. Grundtvig 1832 og 1846.

 

 


 

 

 

 


 



 



      
   



 


         

        

.