Vintersalme

Det var så vidunderligt klart i nat,

Skønt skyer drev over derude,

Hvor vinteren ruged i sorte træer

Med vingerne tæt ved min rude.

Men alle morgenstjernerne sang,

Da grenenes skygger blev blege,

Og dagen begyndte, og folk stod op,

Mens småbørn løb ud for at lege.

 

Det var som et glimt af den store nat,

Hvor Gud kaldte alting til live.

Hans skabende ord over havets dyb

Bestemte, hvad alt skulle blive.

Og alle morgenstjernerne sang,

Da vandenes brusen forstummed,

Og jordkloden frugtbar i duft af regn

Steg rødmende frem gennem rummet.

 

Det var som en dag, da Guds engel kom

Med ordet fra Gud til det lave.

Han gik til Maria i Nazaret

Med liljer fra Himmerigs have.

Og alle morgenstjernerne sang

Ved svaret fra Guds tjenerinde,

Og ordet blev foster i kød og blod

Og fødtes, da tiden var inde.

 

Han kom i den mørkeste vinternat

Med varsel om lysere tider,

Han bringer hver tvivlende vintersjæl

Et håb om et forår omsider,

Hvor morgenstjernernes påskesang

Skal løsne de frostbundne marker,

Og hjertet skal slå i mit bryst af fryd

Som småbitte fødder, der sparker.

 

Han lever i os med sit ord, sin ånd,

Til nætterne alle er omme,

Og slægter og folkeslag knæler ned

Med bøn om barmhjertige domme,

Så alle morgenstjernerne sang

Forenet med menneskers stemme

Skal bære os ind i Guds hjerterum

Hvor vi med hans søn hører hjemme.

 

Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen, 2000




 



 



      
   



 


         

        

.