En efterårssalme

 

Fra vest står blæsten ind mod

de lave fyrrehegn

der danser skyggedans med mørkets magter

mens skyer går og kommer

med tågedis og regn

og vådt og vissent løv i kælderskakter.

 

 Når somren er til ende

og feriedage brugt

og vibeskrig og lærkesang forstummet

når markerne er høstet

og træet bærer frugt

skal vore lovsang fylde himmelrummet

 

 til Gud der i sin godhed

lod alting spire frem

og sendte sol og regn til byg og hvede

han glemmer ingen skabning

og husker også dem

som året bragte mere gråd end glæde

 

Frygt ikke! det er ordet

når havtorn står med bær

og hede sommerdrømme er forbrændte

Gud er hos den der ængstes

og den hvis fremtid er

en ligning med en hel delubekendte

 

Hør! fugletrækket nordfra

en sommer brænder ned

og græsset visner væk og solen vender.

Når Gud vil lyse om os

velsignelse og fred

skal vinterhjerter leve i hans hænder.

 

Lisbeth Smedegaard Andersen

1